Generalforsamling 2009

Til forside J & S

 

Generalforsamlingen blev i år afholdt i flot, men friskt sommervejr -- rigtigt dansk sommervejr, som indbød til at starte dagen med at synge "Blæsten går frisk over Limfjorden's vande". En dansk sommervise afsunget i Æ Tørhus ,på netop denne store dag, ER noget helt specielt.Folk ankommer

 

Af uransagelige årsager var fremmødet i år ikke imponerende, og man kan kun opfordre anpartshaverne til at komme ud af busken til næste år. Men de, der ikke var mødt frem, skal ikke snydes for referatet af generalforsamlingen:

1.) Valg af dirigent og protokolfører.

Søren Hansen og Peter Sørensen

2.) Formandens beretning ved Klaus Bræmer Jensen

Det er en dejlig fornemmelse at stå her som formand og skulle gennemgå beretningen for året, der er gået, med armene hævet langt over hovedet, for året 2008/09 har igen været et rigtigt godt år for selskabet.                                                                

                                                                               

 

Klik på billedet for at se video fra generalforsamlingen

Det gode år omfatter både selskabets økonomi samt det samarbejde, der har været omkring vores plantage.

Jeg kan ikke mindes, at selskabet tidligere har præsteret så flot et resultat, som vi fremlægger i år, og så skyndte vi os endda at bruge lidt ekstra penge umiddelbart før årets afslutning. For da vi, i bestyrelsen, kunne se at årets resultat så rigtig godt ud, skyndte vi os at købe en ny traktor samt en ny havetraktor, idet de gamle var tjenlig til udskiftning.

At vi så også på papiret er blevet mægtig rige gør jo heller ikke noget, selv om det ikke er det, vi skal leve af.

Ud over et økonomisk godt resultat, som kassereren senere vil gennemgå, har der igen i år været et rigtigt godt samarbejde i bestyrelsen samt mellem de enkelte udvalg.

I det hele taget føler vi i bestyrelsen, at vores taktik med at involvere mange i det daglige arbejde har båret frugt og er samtidigt med til at lette arbejdet i det daglige for den enkelte.

I årets forløb er det endvidere lykkedes at nedsætte yderligere et udvalg – nemlig et bygningsudvalg, så vi nu arbejder med følgende udvalg:

1.      Søudvalg

2.      Planteudvalg

3.      Klippeudvalg

4.      Selvskovere

5.      Juletræskomsammen

6.      Festudvalg

7.      Udlejning af Æ’Tørhus

8.      Bygningsudvalg

9.      Jægerne

Alle mødes en gang årligt og drøfter forskellige fælles problemstillinger/udfordringer, lige som alle er med til at komme med forslag til at gøre det bedre for selskabet.

Ved sidste generalforsamling fik vi to nye unge bestyrelsesmedlemmer ind i bestyrelsen, og det har været rigtigt positivt. De har forstået ikke bare at være medløbere, men i stedet at sætte deres egne dagsordner, hvilket har været med til at videreudvikle det daglige arbejde mellem bestyrelsen. Tak skal i have for dette.

I bestyrelsen har vi holdt de sædvanlige bestyrelsesmøder, og selv om vores dagsordner ind imellem har været lange, er det altid lykkedes at komme igennem dagsordenen med beslutninger i enighed – stor tak for dette.

Vi har siden sidst fået ny skovfoged, idet den gamle rejste. I stedet har vi nu Martin Viborg, som indtil nu har gjort et fint stykke arbejde for os.

Vi har siden sidste generalforsamling holdt to møder med Skovdyrkerforeningen, hvor vi har drøftet arbejdet i plantagen. Som tidligere nævnt har vi fået tilskud til etablering af grøn driftsplan, og arbejdet med at få etableret denne plan er primært sket her i foråret.

Vi har, som tidligere nævnt, ligeledes afholdt det sædvanlige årlige fællesmøde med alle udvalg, og igen i år forløb dette møde rigtig godt.

Årets dagsorden var:

·         Beretning ved hver enkelt udvalgsformand

·         Drøftelse af Hvidemosevej 10 samt Æ’Tørhus

·         Hvorledes får vi nedsat et bygningsudvalg

·         Evt. oplevelsessti omkring den store sø

·         Grøn driftsplan hvor vi bl.a. i fællesskab opstillede forudsætningerne for Skovdyrkernes arbejde. Herunder opstillede vi nogle prioriteringer over, hvad vi ville i fremtiden med plantagen

Som mange nok har set, så har vi fået leveret og udspredt 85 tons biokompost i vores nyplantninger ved jægernes hjælp. Vi håber så, at det må være med til at give vores træer lidt næring, så de kan blive frodige og give et godt afkast.

Forrige år opsatte vi nye skilte i skoven. Det viste sig, at de hurtigt falmede, hvorfor de alle har været under kyndig behandling af Annette, og nu står alle rigtig flotte, så vi kan finde rundt.

Årets klippedag forløb rigtig godt, selv om Verner denne gang ikke rigtig havde styr på vejret. Alligevel var der mange, der mødte frem og hjalp til, hvilket betød, at vi relativt hurtigt fik bundtet årets høst. Vi skal her ikke glemme det store arbejde, der lå forud med at få klippet alle toppene, og bestyrelsen vil her gerne rette en stor tak til Verner for hans store indsats. Jeg ved, at Verner godt kunne bruge mange flere til dette arbejde, for som han siger – vi bliver jo ikke yngre – men mon ikke denne klipning er med til at holde jer unge?

I bestyrelsen havde vi faktisk besluttet, at vi ikke længere ville have selvskovere, idet der er et relativt stort arbejde med at koordinere/styre dette. Alligevel har vi haft seks selvskovere gående i plantagen – alle nogle der i forvejen var kendte af bestyrelsen og således ikke krævede den store opfølgning.

Som I nok har bemærket, så har vi her i Æ’Tørhus fået ny dør mod søen, og sikke et dejligt lysindfald dette giver. Fra bestyrelsen har der tidligere været fremlagt ønsker, om der var nogle der ville arbejde videre med et forslag til renovering af Æ’Tørhus – hævning af loftet – og med vores nye bygningsudvalg har vi en lille tro på, at denne ide er kommet et skridt nærmere.

Det var tider, da vi havde Svend og Henny boende i vores hus her ved siden af. Der var der pænt og ryddeligt. Siden har vi haft det udlejet til forskellige lejere, og siden sidste generalforsamling har vi igen fået ny lejer.

Bestyrelsen er ikke altid tilfreds med, som det ser ud omkring huset, men det er ikke let at stille store krav, da vi alle jo er forskellige. Vi har haft lidt problemer med at vores lejer fik en større efterregning på el, men jeg kan oplyse, at dette problem nu er ude af verden.

Ved sidste generalforsamling orienterede vi om Søudvalgets projekt omkring Halsen.  Dette projekt – der er lavet i samarbejde med jægerne - kører videre og er planlagt påbegyndt her i efteråret. Siden sidst har vi fået en godkendelse fra Skive Kommune lige som Skive Kommune har givet tilsagn om et tilskud på ca. kr. 15.000,-. Flot gået Søudvalg. Søudvalget vil senere give en nærmere orientering.

Ved plantedagen her i april var der ligeledes pæn tilslutning, og under Sørens kyndige vejledning fik vi plantet 3600 fyrretræer samt 200 rødgran. Selv om vi umiddelbart efter løb ind i en tørke, står de fleste af træerne der endnu. Dette er uagtet, at vores skovfoged efterfølgende har givet os en lille reprimande om, at ikke alle træerne er plantet lige pænt. Nogle er plantet for dybt og nogle for højt. Vi kan så glæde os over, at træerne ikke er ramt af snudebiller, idet der har været et større problem med dette i andre nyplantede arealer.

Udlejning af Æ’Tørhus har fungeret godt, og indtil nu er det kun sket dobbeltbookninger af huset, når det var bestyrelsen, der skulle bruge det. Jørgen siger, at hans skræk er den dag, da der pludselig skal være to konfirmationer i huset samme dag.

Ved sidste generalforsamling var vi lidt inde på, hvad der på sigt skulle ske med nabohuset. Vi har i bestyrelsen arbejdet lidt videre med dette og undersøgt, om vi eventuelt måtte bygge et helt nyt hus i stedet. Dette har vi fået et foreløbigt ja til. Vi har så prøvet at regne lidt på økonomien, men uanset hvorledes vi greb det an, så kunne vi aldrig få det til at hænge sammen økonomisk. Vi har derfor valgt at skrinlægge denne ide og i stedet arbejdet lidt videre med eksisterende hus. Der har vi besluttet, at forinden huset bliver udlejet næste gang, vil vi istandsætte huset i mindre omfang, så vi er sikre på, det ikke forfalder. Ligeledes vil vi prøve at være lidt mere kritiske med, hvem vi får ind som lejer. Så er der nogle af jer, der på sigt kunne tænke jer at flytte herud, så er det bare om at sige til.

Nu skal i jo huske, at der afholdes stor Mosefest med telt og det hele den 22. august 2009. Så håber vi, at gnavpanderne er væk, og vi kan få en god fest sammen. Jeg ved, at der allerede i krogene blandt familien Sørensen tales om, at denne gang kunne de godt tænke sig at være de sidste, der forlader teltet, men jeg ved, at de vil få meget stor konkurrence – så må vi se om det ender med, vi forlader teltet sammen.

Med disse ord vil jeg afslutte min beretning ved at sige bestyrelsen og de enkelte udvalg en stor tak for samarbejdet gennem året.

Beretningen blev godkendt.

2a.) Søudvalget ved Jakob Sørensen

Søudvalgets første og største opgave, oprensningen og etableringen af en sti rundt den store sø, er nu afsluttet. 

Vi har selvfølgelig nogle tanker om lidt flere tiltag, opsætning af et kort som viser ruten, rensning af fundamenterne fra de gamle fabrikker samt skilte som beskriver historien, nogle få legeredskaber placeret rundt på ruten.

Vores store problem er vedligeholdelsen af ruten, som man lidt senere ved selvsyn kan se, gror det hele til meget hurtigt. Så er der nogen der har tid og lyst, kan vi meget hurtigt vise, hvor man kan gå ”amok”.

Et tiltag til vedligeholdelse er vores geder. Det må siges at være en meget miljøvenlig form for vedligeholdelse. Nu er de endda blevet ejere af en husbåd. Dette gør det meget nemmere at flytte dem fra ø til ø. De har allerede vænnet sig til at bræge højt, når de vil sejles til et nyt sted. Men gederne er langt fra nok, så der skal findes en eller anden løsning, da dette er en opgave søudvalget ikke selv kan klare.

Vi håber ikke der kommer flere projekter af helt samme omfattende karakter, men bortset fra det, har været en lærerig proces.

Udvalgets næste opgave oprensning af Halsen og etablering af et ”andehul” til jægerne er allerede i gang.

Nogen bekendt har udvalget (via FM) rettet henvendelse til Skive Kommune om et tilskud til projektet. Kommunen var efter første besøg herude meget positive overfor vores forslag. Efter noget snak frem og tilbage om bevarelse af nogle hængepuder især i den sydlige side, fik vi lovning på et beløb på 15.000 kr. + moms. Derudover vil kommunen lave et nyt afløb under Hvidemosevej.

Da vi efter meget lang ventetid stadig ikke havde fået noget på skrift, rettede vi igen henvendelse, denne gang med et referat af det, som var aftalt mundtligt ved første møde. Det er nu skriftligt bekræftet af kommunen.

·         Hængepuderne skal i størst muligt omfang bevares, det vil sige at nordvestsiden kun meget lidt bliver berørt af denne oprensning.

det giver lidt mindre dynd og dermed mener vi, at der er plads til det meste på det stykke hvor der nu er fældet træer.

·         Derudover vil vi etablere et par SMÅ øer

i jægernes ende ligeledes af dynd som vi erfaringsmæssigt ved hurtigt vokset til igen.

·         I jægerenden laves overgangen fra søkanten til det lidt dybere vand med et meget skrånende forløb, sådan at ænderne kan ”snadre” i det lave vand.

Starten af dette projekt er indtil videre fastsat til 5 SEP 2009 kl. 1000, hvor der klippes snor, ser maskinen går i gang og der serveres lidt godt til ganen. Vi ser gerne, at der kommer mange og ser på. Eventuelle ændringer kan ses på hjemmesiden under Søudvalget – så følg med der.

2b.) Jagtselskabet Hals og Skaun ved Roald Davidsen.

Selskabet har holdt fire fællesjagter, hvor det samlede udbytte blev 18 stykker råvildt. Der er masser af råvildt i området.

Jægerne har haft tre arbejdslørdage, som er en del af jagtlejen. Der er spredt 85 tons biokompost, savet brænde til Æ’Tørhus, fældet træ på Skauns Sti. Stykket i Sibirien er ryddet for stammer og stængler er afpudset, så arealet er klar til selvforyngelse. Ovenfor sommerhuset var stykket med bøg ved at gro til i fyr og lærk. Fyr og lærk er nu fældet, men vi har ladet juletræerne stå, de kan så tages til vores juletræsfældning. Æ’Tørhus er blevet malet. Vi vil tage et af husene hvert år, så de bliver malet hvert tredje år. Der er også lavet to fodboldmål, de er opkaldt efter John og Ejnar. Skauns Sti er blevet slået med en brakpudser, både så man kan gå der og så det nu er en stor fodermark. Jagtselskabet har støttet udsætningen af dåvildt i det gamle Ringkøbing amt med 4.000 kroner, det samme har selskabet, så vi håber snart at se dåvildt i plantagen.

2c.) Festudvalget ved Jørgen Holm.

Mosefesten er flyttet til august, så vi forhåbentlig er ovre gnavpandesæsonen. Telt og musik er på plads, vi skal holde møde efter generalforsamlingen.

3.) Regnskab ved kasserer Christian Vad Holm.

Christian gennemgik tallene, der viste en omsætning på 357.050, et dækningsbidrag på 209.169, et driftsresultat på 63.023 og et årsresultat på 43.031 kroner. Den største omsætning i selskabets historie og det største overskud.

Selskabets bogførte værdi er opskrevet med 7,2 millioner i regnskabsåret og er nu på 21 millioner kroner.

Regnskabet blev godkendt. Se regnskabet her.

Budgettet for 2009/10 er lavet ud fra et mere ”normalt” år, med en omsætning på 190.000 kroner og et overskud på 20.000 kroner.

Budgettet blev godkendt. Se budgettet her

4) Valg af bestyrelsesmedlemmer. På valg var Klaus Bræmer-Jensen og Bente Dueholm.

Genvalg.

5) Valg af to suppleanter.

Morten Bræmer-Jensen og Jakob Sørensen

6) Valg af revisor.

Revisionskontoret Vest.

7) Indkomne forslag.

Ingen

8.) Eventuelt.

Tove foreslog at lave huset om til et feriehus.

Formanden: Vi kan ikke få økonomi i det eller få folk til det.

Richard Sørensen foreslog, at marken blev lavet om til græsmark, så majsen ikke tog udsigten ned til søen, men formanden gjorde opmærksom på, at marken er lejet ud til 2012.

Jørgen Holm fortalte, at han sammen med Christian Holm er ved at lave interview med de ældre om historien og tørvegravningen. Både så der kan laves oplysningsskilte, men også så der kan laves en DVD.

Anette Davidsen opfordrede dem til at få alle de ”skæve” historier med.

Formanden opfordrede folk til at gå ind på hjemmesiden, som Christian Holm fik meget ros for.

www.jensenogsorensen.dk

Christian Holm har oprettet en Facebook-gruppe for selskabet: Jensen & Sørensens Plantage ApS.

Anette Davidsen gjorde opmærksom på, at der stadig er veje tilbage, som ikke har fået et navn endnu. Der blev foreslået Arnes vej og en vej opkaldt efter Niels Erik Sørensen, men Anette Davidsen mente, at det var bedre med historiske betegnelser.

Peter Sørensen opfordrede igen bestyrelsen til at undersøge muligheden for en aktieudvidelse.

 

Efter generalforsamlingen var der frokost i det grønne, og, som afslutning på dagen, gav Carsten og Jørgen Holm en demonstration af deres hjemmebyggede flishugger.

Frokost i det grønneFrokost i det grønne

 Til forside J & S